En enkel spiseregel fik Sofia Mannings vægt i balance

Coach Sofia Manning har en ring på sin finger for at minde sig selv om, at hun er færdig med slankekure og broccoli. Hun skal ikke laves om eller være afhængig af slankekure, for det er nemlig det, hun mener, mange kvinder er.

Af: Christina Bølling
Alt For Damerne, 12. maj 2014

Slankekure minder mig om ti år af mit liv, hvor jeg sad og svedte på en spinning-cykel og hadede det, og spiste gigantiske portioner kogt broccoli, som jeg hadede endnu mere. Det værste var, at jeg ikke vejede specielt meget mindre end nu. Jeg var 26 år, da jeg besluttede, at det skulle være slut – slut med at være afhængig af slankekure og detoxregimer.

Jeg var træt af det selvhad, der hørte med til at gå på kur hver mandag og ikke kunne holde det alligevel. Det er hele tanken om, at der findes en standard (som min krop ikke kan leve op til), der byder mig i mod, og så det faktum, at det jo ikke er lystbetonet. Det sidste er næsten det vigtigste, fandt jeg ud af, da jeg gik hos en coach, der hjalp mig med det her minivanvid, for det er jo skørt.

– Jeg kan huske, at jeg havde set mig varm på en eller anden mand en nytårsaften, men jeg turde ikke gå hen til ham, for jeg var jo for tyk. Hvor dumt er det? Gad vide, hvor mange ældre damer, der sidder og gør deres livs fejltagelser op, som tænker: Bare jeg dog havde vejet 62,5 kg i stedet for 65 kg. Mange kvinder fra min generation, må omvendt tænkte:

Gid, jeg ikke havde brugt så meget tid på det pjat. Hvis kurene virkede, ville vi jo kun behøve at gå på én kur i vores liv. Men det gør de ikke, de giver os en grim følelse af, at vi ikke er, som vi skal være, og værre: At vi åbenbart ikke magter at gøre noget ved det. For kurene holder jo ikke. På en måde gudskelov, for hvis jeg havde vundet kampen mod kiloene, havde jeg tabt slaget for et sanseligt og lystigt liv.

– Min egen vej væk fra forkvaklede spisevaner gik ud på at lære at spise ”normalt” igen, dvs. sådan som jeg gjorde før puberteten. Det betød tre moderate måltider om dagen, hvor jeg sørgede for at få noget forskelligt på tallerkenen – mindst tre forskellige ting til hvert måltid. Den enkle spiseregel forhindrede mig i at spise mærkeligt og f.eks. gå amok i krydderboller og brownies, som var min ”ting”.

Slankekure har også den ulempe, at de forrykker portionsstørrelserne hos rigtigt mange, for man får jo at vide, at man kan spise grøntsager ad libitum. Du kan spise et bjerg blomkål uden at tage på, og den uvane skulle jeg lægge fra mig, da jeg begyndte at spise normalt og tog lidt af hvert. Det tog tid at lære. I dag spiser jeg tre normale måltider om dagen uden særlige regler og regimer. Bare helt normalt. Det lyder let, men det var det ikke. Men det var det hele værd.

– Mange kvinder spekulerer over de bagvedliggende årsager og kommer til at havne i et vakuum af ansvarsforflygtigelse: ”Det er magasinernes skyld”, ”det er også fordi modeskaberne alle sammen er bøsser” eller ”fordi jeg havde sådan en skidt barndom”. Det er meget muligt, men egentlig ret ligegyldigt. Sagt på en anden måde: Du behøver altså ikke at gå i terapi, fordi du ikke kan tvinge din krop ned i en størrelse 36. Måske er den ikke lavet til det. Det er ikke den rigtig vej ud af afhængighed af slankekurene, for der er jo tale om afhængighed. Det kan kun løses på én måde, nemlig at lade være med at gå på kur. Punktum. Lidt ligesom alkoholikeren, der også bare skal holde op med at drikke.

– Mit bedste råd er derfor: Stop det psykologipjat, smid din badevægt ud, og lad være med at begynde et kæmpe detektivarbejde for at finde ud af ”hvorfor mon?” Begynd hellere at undersøge, hvad det vil sige at spise normalt og begynd kun at træne, når du har lyst. Det er svært i starten, men som tiden går bliver det lettere. For mig er det at droppe slankekurene ligesom Nikes berømte slogan bare omvendt: Just don’t do them! I mit liv har det at droppe slankekurene givet en hulens masse tid, for jeg behøver ikke at træne, fordi jeg har overspist eller har det dårligt med mig selv, for det har jeg jo ikke. Jeg laver mest ting, jeg kan lide. Det har jeg gjort siden den 27. oktober 2001, den dato, hvor jeg fik lavet en smuk ring til mig selv som symbol på, at det var slut med at gå på kur.

Men hvorfor bliver kvinder overhovedet fanget i det her?

– Jeg tror, det er meget enkelt. Vi vil gerne være attraktive og feminine, på samme måde som mænd gerne vil have magt. Det ligger helt latent og dybt i os. Slankekure er bare ikke vejen til at få den balance mellem det feminine og det maskuline, som vi i virkeligheden gerne vil opnå.