Rammerne

Vi har indrettet den gamle stald som base for undervisning og kurser. Det smukke kirkeagtige rum bruger vi til briefinger, samlinger og evalueringer og i øvrigt i al slags vejr, hvis det skulle slå om. Men som regel tillader vejret og skønheden i den omgivende natur, at vi inddrager og anvender udendørsområderne - og det gør vi i stor udstrækning og med stor fornøjelse. På Mil Años er der masser af fine udendørs rum og stemninger at opsøge uanset om man befinder sig i ensom refleksion eller i en stor, lille, fysisk aktiv eller mediterende gruppe. De gamle oliventræer, tyrefolden nær bækken, stencirklen hvor der i århundreder er blevet tærsket korn, de blomstrende mandeltræer, de store terrasser og vinmarkens lige linjer har hver sit at byde på. Og hvorfor dog rejse langt væk til smukke bjerge og vidunderligt vejr, hvis ikke for at suge det hele ind i strålende sol under åben himmel eller i den svale skygge fra et af de store ege- eller figentræer?